Her vil du kunne følge lidt med i, hvad der sker i islandshesteverdenen på Bornholm mv.
Her kan du læse tidligere nyheder fra 2022
3. december 2022
Der sker ikke det store i disse mørke tider.
Normalt ville vi ride en Gløggtur i morgen, men pga. arbejdspres/travlhed hos bestyrelsesmedlemmer og manglende kondi hos hestene, er denne tur i år ikke blevet planlagt.
Årets sidste blad er på trapperne. I bladet finder du bl.a. invitation til ordinær generalforsamling 2023, som finder sted den 7. februar 2023.
30. september 2022
I søndags havde vi en rigtig hyggelig LEGEDAG på Töltabanen, hvor i alt 8 ekvipager dystede i tölt, trav, behændighed, ringridning og øltölt.
Især ringridning gav anledning til masser af grin - både hos rytterne og hos tilskuerne. Og der var enighed om, at der skal være mere af den slags. Se billeder fra dagen HER.
25. september 2022
Så er det i dag, vi ses på banen fra kl. 11.00. 9 tilmeldte ekvipager vil dyste i Tölt, Trav, Behændighed, Ringridning og Øltölt. Kom og hep på dem. Fra kl. 13.00 er der grillpølser fra grillen. Kaffe/te, kage, vand og sodavand kan købes.
13. september 2022
Så blev det efterår, og alle medlemmer skulle have modtaget et nyhedsbrev med invitation til en hyggedag på banen, som finder sted søndag den 25. september 2022, hvor der bl.a. vil blive forskellige lege/discipliner, man kan deltage i med sin hest.
I Nyhedsbrev nr 4/2022 vil du også kunne læse, at Anna Stenbeck kommer en sidste gang for i år i november. Vi håber, medlemmerne vil bakke op omkring dette.
Else F Poulsen inviterer igen medlemmerne på en fællesridetur i Rønne.
Turen rides søndag den 9. oktober 2022, hvor rytterne er klar til at ride kl. 11.00 fra p-pladsen overfor "Birkely", Strandvejen, 3700 Rønne. Alle henvendelser vedr. denne tur til Else F Poulsen - se kontaktoplysninger i din medlemsliste.
I et forsøg på at få flere deltagere til vores arrangementer, har nogle medlemmer har tilbudt at ville hjælpe andre medlemmer med transport af heste. Kontakt turleder eller Töltas formand, som kan formidle den videre kontakt.
29. august 2022
Sommeren nærmer sig sin afslutning, og der kom ikke helt så meget gang i klubbens aktiviteter, som vi havde håbet på, men året er ikke slut endnu, så kom frisk, hvis du har idéer til aktiviteter.
I torsdags blev arrangementet med Marianne Florman afviklet i MBR-ridehallen. Webmaster måtte melde fra pga sygdom, men det lyder til, at det var et rigtig godt arrangement. Så endnu engang tak til vores medlem, Sussi, som var tovholder på dette.
Næste aktivitet skulle gerne finde sted på vores baneanlæg den 25. september, hvor vi vil lave et hyggearrangement og i løbet af efteråret håber vi, at vi kan gennemføre et medlemsmøde, hvor beslagsmed Mads Petersen har lovet, han gerne vil fortælle lidt om beslagsmedens arbejde - altså hovpleje, beskæring og skoning mv.
Nærmere vil blive udsendt til medlemmerne.
Der skulle komme et nyt blad her omkring 1. september, men pga. sygdom udsættes næste Tölta-Nyt til omkring 1. december. Indtil da, vil der blive brugt nyhedsbreve til at informere medlemmerne.
9. august 2022
Har du husket at købe billet til arrangementet med Marianne Florman
den 25. august om aftenen?
Ellers kan du stadig nå det.
Arrangementet er flyttet til ridehallen i Aakirkeby. Man skal stadig huske at tage sin egen stol med.
Læs om arrangementet på True Lead Academy - (https://trueleadacademy.dk/)
OBS - OBS - OBS
One.com meddeler, at de ikke længere tilbyder et galleri til vores billeder mere, så fra den 15. august 2022 kan man ikke længere tilgå de billeder, der ligger i Galleri.
Hvis der er billeder, du gerne vil gemme, skal du derfor hente dem/downloade dem senest den 14. august 2022.
18. juli 2022
Håber, I alle nyder sommeren med det skiftende vejr.
Else Flyger Poulsen har i dag skrevet til redaktionen for at invitere medlemmer af Tölta på en fælles skovtur på onsdag - den 20. juli 2022 kl. 11.00 - i hendes rideområde ved Rønne.
Mødested er P-pladsen overfor Birkely, Strandvejen 175, 3700 Rønne.
Har du spørgsmål til turen, bedes du kontakte Else direkte. Kontaktoplysninger findes i den udsendte medlemsliste.
Fortsat god sommer. Og husk at købe billet til arrangementet med Marianne Florman på Tölta-banen den 25. august om aftenen.
Læs om arrangementet på True Lead Academy - (https://trueleadacademy.dk/)
17. maj 2022
Efter en banearbejdsdag i flot vejr, den 1. maj - kunne vi endelig gennemføre en undervisningsdag med Anna Stenbeck - den første i år. Desværre er der efterhånden faldet nogle fra, men de trofaste havde en dejlig dag på Tölta-banen den 8. maj 2022.
Desværre måtte Sussi melde fra i sidste øjeblik, da hun havde en hoppe, som var gennem en langvarig og lidt hård foling. Heldigvis endte det hele godt for både hoppe og føl. Stort tillykke til Sussi.
Vores Baneåbningsarrangement har vi desværre måtte aflyse, idet der kun var 4 ekvipager tilmeldt dagen efter tilmeldingsfristens udløb. Vi forsøger at lave et sensommerarrangement i stedet.
Den 26. juni kommer Anna Stenbeck igen for at undervise og/eller behandle. Der er et par stykker, der har meldt fra, så i skrivende stund er der 2 ledige tider. Skal du have en af dem, så meld dig hurtigst muligt til Helle. Se kontaktoplysninger i dit Tölta-Nyt.
Næste blad forventes udsendt omkring den 1. juni, hvor vores formand bl.a. vil fortælle om hans deltagelse i den lokale projektgruppe "Nationalpark Almindingen", hvor han repræsenterer Dansk Islandshesteforening.
8. marts 2022
ANEMONETUR - rides den 20. marts med afgang fra Tölta-banen kl. 10.00. Formanden er turleder, og alle spørgsmål vedr. turen rettes til ham.
3. marts 2022
Årets første Tölta-Nyt er netop udsendt med opdateret medlemsliste. Hvis du ikke modtager det i din mailboks eller, hvis du mener, der er fejl, så kontakt os, så vi kan få orden på tingene.
2. marts 2022
Referat mv fra ordinær generalforsamling finder du HER.
I aftes afholdt vi det 3. online foredrag med Pernille Wulff Harslund, hvor vi fik tips og idéer til longering af vores heste.
Næste foredrag er den 29. marts 2022 kl. 19.00 og her vil det dreje sig om "Ryttertræning", hvilket et par medlemmer har efterspurgt.
Tilmelding vil være senest den 27. marts 2022, og prisen er uændret:
Medlemmer af Tölta: kr. 50,00
Ikke-medlemmer: kr. 75,00
Inviter gerne andre, som kunne være interesserede.
18. februar 2022
Efter en veloverstået generalforsamling, er bestyrelsen i Tölta uændret. Referat vil snarest blive lagt på hjemmesiden og bliver også udsendt i næste Tölta-Nyt, som forventes at udkomme i starten af marts.
Undervisningen med Anna Stenbeck den 27. marts bliver desværre ikke til noget.
Husk at tilmelde og betale til næste online foredrag med Pernille Wulff Harslund. Det kommer til at dreje sig om "Longering", og Pernille har denne gang video med.
Foredraget er den 1. marts 2022 kl. 19.00.
19. januar 2022
I aften var vi 14 deltagere logget på til online foredraget medPernille Wulff Harslund, som fortalte om sit liv på Island, hvor hun er i gang med 2. år på Hólar.
Næste online foredrag vil finde sted tirsdag, den 1. februar 2022 kl. 19.00, hvor emnet vil være: "Hestemassage til husbehov".
Pernille vil her bl.a. fortælle om massageteknikker og strækøvelser.
Der vil komme flere foredrag - bl. a. om longering, ryttertræning og så blev der efterspurgt et foredrag med videoer omhandlende unghestetræning.
Tilmelding kan kun ske ved at sende en mail til info@tolta.dk, da vi skal bruge jeres emailadresse til at sende linket til mødet.
Tilmeldelse SENEST den 28. januar 2022.
Husk generalforsamlingen den 15. februar 2022 kl. 19.00. Tilmelding er nødvendig, hvis du vil spise med, når din lokalklub giver et par stykker smørrebrød til fremmødte medlemmer.
16. januar 2022
Husk - i morgen er SIDSTE TILMELDING til online foredraget på onsdag.
10. januar 2022
Så har vi fået dato for det første online foredrag med Pernille Wulff Harslund
onsdag, den 19. januar 2022 kl. 19.00
Pernille, som er vokset op med islandske heste omkring sig og er en dygtig stævne- og kåringsrytter, bor i dag på Island, hvor hun studerer på det kendte universitet for Islandske heste, Hólar.
Herudover er hun uddannet C-træner i Dansk Islandshesteforening og Fysiurgisk Hesteterapuet.
Dette er første foredrag i en række henover vinter/forår, hvor det stadig bliver tidligt mørkt.
Det første emne er “Livet på Island”.
Pernille vil fortælle om at studere på Hólar og om sit liv med heste på Island.
Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til Pernille om træning mv.
Vi håber rigtig mange har lyst til at benytte sig af denne flotte mulighed for at blive inspireret.
Dette første foredrag er gratis for både medlemmer og ikke-medlemmer af Tölta. Alle interesserede er velkomne til dette online foredrag.
Tilmeld jer ved at sende en mail til info@tolta.dk, så vil I op til dagen modtage et link.
Tilmeldelse SENEST den 17. januar 2022.
6. januar 2022
Desværre er vi nødt til at aflyse "Lumumbaturen".
I morgen er sidste tilmeldingsfrist, hvis vi skal gennemføre Annas behandlingsdag i februar. Desværre blev dette arrangement aflyst grundet for få tilmeldte.